Det indre barn er et begreb, som benyttes  i mange sammenhænge, bla. spirituelle. For mig er det indre barn, det barn som vi oprindeligt kommer til verden som. Dette prøver jeg at illustrere med figuren nedenfor. Det indre barn består af flere elementer, hvis betydning udybes nedenstående.

Sjælen: Det magiske øjeblik hvor ægcellen og sædcellen smelter sammen og livet opstår i zygoten. Sjælen bliver hos os hele livet, men forsvinder, når vi dør.

Kærlighed: Mennesket er i grunden kærlighed, ifølge Kierkegaard. Hvilket jeg bygger hele min opfattelse af mennesket. Mit menneskesyn.

Krop: Kroppen er vores eksistens. Når ægcellen mødes med sædcellen, så starter kroppen sin vækst og samtidig starter eksistensen “livet”, der ret hurtigt bliver til en fest, hvor zygotes (sammensmeltningen). Festen er gået igang, men samtidig bliver konsekvensen, at angsten bliver en følgesvend resten af livet, der hele tiden minder os om, at hvis vi mister forbindelsen, så mister vi også livet. Flere andre følelser er kropslige. F.eks. skam som får os til at trække os. En anden kropsfølelse læste jeg om for nylig i en bog af Tor Nørretranders: “Hul igennem”. Følelsen af ærefrygt. Fælles for kropsfølelserne “autonome nervesystem” er, at de følelses tydeligt i kroppen. Angst og skam kender vi, men ærefrygt var en øjenåbner for mig. Ærefrygt føles som gåsehud. Hårene rejser sig, og vi føler os små i forhold til den storslåede verden, vi er en del af.